• Trump slog fast, at der kun er to biologiske køn. Nu deler minister regeringens holdning

    Source: BDK Borsnyt / 24 Jan 2025 02:15:24   America/Chicago

    Godmorgen kære læser. Weekenden nærmer sig med hastige skridt, og du har netop åbnet ugens sidste politiske morgenpost. Stormvejret mellem Grønland, Danmark og USA har endnu ikke lagt sig. I nat blev den danske europaparlamentariker Anders Vistisen (DF) af CNN bedt om at forklare sig, efter at han bad Donald Trump om at »fuck off«, og så har Berlingske fanget den sidste grønlandsminister, der er vred over voldsomme anklager. Vi lægger dog ud et andet sted. Prøv at forestille dig, at der løber ulve rundt på et åbent naturområde i København? Tanken har tilsyneladende meldt sig hos i hvert fald ét medlem af Folketinget, der får kritik for et nyt forslag. Velkommen til. Dagens ulve på Amager Fælled Det vakte opsigt, da det socialdemokratiske folketingsmedlem Anders Kronborg tidligere på ugen foreslog at flytte ulve fra Jylland til andre dele af landet. For eksempel til Sjælland. Men måske har han glemt at rådføre sig med baglandet, før han gik ind i sagen. For det er slet ikke partiets politik, slår Ida Auken, der er ordfører for grøn trepart, nu fast. »Jeg kan godt forstå, at der er nogle, der bliver bekymret, når de ser ulvene i deres lokalområde og måske leder efter nye ideer til at løse problemet. Men jeg kan ikke se, at det her skulle være en løsning – at skabe problemer i resten af landet,« siger hun til Ritzau. En ulvefamilie, der i weekenden lagde vejen forbi et villakvarter i Oksbøl, blev gnisten, der antændte debatten om løsgående, fredede rovdyr i Danmark. Men Anders Kronborg savner handling, og spørger man ham, handler det blandt andet om, hvor i Danmark problemerne udspiller sig. »Jeg sidder desværre med den følelse, at løb der ulve rundt i København, på Amager Fælled, så ville der blive handlet, men fordi det er i Jylland, så er det bare virkelig skønt for naturen,« har han sagt til JydskeVestkysten. Forslaget om at omfordele ulvene møder bredt set kritik. Venstre-profil og borgmesterkandidat i Odense Lars Christian Lilleholt (V) mener, at det virker »ret hul i hovedet«, siger han til Avisen Danmark. Avisen har også talt med Danmarksdemokraterne, hvor politisk ordfører Susie Jessen giver det »guldmedaljen for det mest tåbelige forslag i år«. Danmarks sidste grønlandsminister Vi går videre til Berlingskes egne spalter, hvor Kasper Løvkvist har talt med Danmarks sidste grønlandsminister, Tom Høyem. Han føler sig personligt ramt, når grønlandske politikere anklager den danske stat for folkedrab i forbindelse med den såkaldte »spiralsag«. Altså sagen, hvor 143 grønlandske kvinder har sagsøgt den danske stat for via et danskstyret sundhedsvæsen at have opsat spiraler i piger og kvinder uden samtykke. Tom Høyem tager »250 procent« afstand fra alle overgreb, hvor nogen har fået sat spiral op mod deres vilje, siger han til Berlingske, men: »Det er jo kun en meget lille procentdel af den kampagne, der blev gennemført, hvor det meget, meget store flertal af de 4.500 kvinder gjorde det helt frivilligt,« siger han. Hvorfor føler du dig sikker på, at det store flertal gjorde det frivilligt og med eksplicit samtykke? »Simpelthen fordi behovet for prævention var voldsomt stort. Befolkningseksplosionen var tæt ved at være verdensrekord. Prævention med spiral var det store samtaleemne på hospitaler og i skoler, og det var en åben kampagne, som et stort antal kvinder tog imod som en udvej fra en håbløs virkelighed.« Dagens »fuck af« i primetime Vi rykker et smut over Atlanten til USA, hvor den danske europaparlamentariker Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti pludselig tonede frem på skærmen i primetime. I et interview med CNN blev han spurgt til en kontant besked, som den danske politiker for få dage siden havde adresseret til USAs nye præsident fra talerstolen i Strasbourg. »Kære præsident Trump, lyt omhyggeligt: Grønland har været dansk i 800 år. Det er en integreret del af vores land. Det er ikke til salg,« sagde Vistisen og tilføjede: »Lad mig sige det i en sætning, som du forstår: Hr. Trump, fuck af.« CNN-journalisten ville gerne vide, hvorfor han valgte at bruge netop de ord, og det det, forklarede Vistisen amerikanerne i nat. »For det første er det et uacceptabelt angreb på dansk suverænitet at forsøge at overtage territorium, der har været dansk siden det 10. århundrede. Tre gange så lang tid, som USA har eksisteret,« sagde han. Derudover kritiserede han den danske regering for ikke at være kraftigere i dens afvisning af Donald Trumps interesse for Grønland. Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, kalder det »knap så heldigt« for Danmark og Grønland, at Anders Vistisen sådan toner frem. »I hvert fald ved vi, at Donald Trump ser nyheds-tv og i særdeleshed i primetime,« siger han. Det kan i værste fald forværre den allerede betændte politiske situation. »Og spørgsmålet er, hvor klog en strategi det er, på et tidspunkt, hvor diplomatiet gerne vil have ro til at nedtrappe den her konflikt,« fortsætter Jacob Heinel Jensen. Dagens antal køn Og så er vi nået til overskriften bag dagens politiske morgenpost. Det vakte opsigt, da Donald Trump i sin indsættelsestale fortalte, at den officielle politik i USA fremover er, at der kun findes to køn. Mand og kvinde. Ens køn bliver – ifølge et dekret, han kort tid efter underskrev – fastlagt ved undfangelsen, og man kan ikke senere hen i livet ændre køn på papiret. Slut med et »X« i passet. Berlingske har her skrevet om Trumps kamp mod woke. I et interview med DR siger ligestillingsminister Magnus Heunicke (S), at han ikke direkte vil kommentere Trumps udmelding, men han fortæller gerne, hvad den danske regerings holdning er. Biologisk set er der to køn, slår han fast, men påpeger, at der skal være plads til dem, der falder udenfor. »Biologisk er der grundlæggende to køn, mand og kvinde, og så er der en gruppe, der ikke identificerer sig med det køn, som det er født med, og det gælder for alle i Danmark, at vi skal have et samfund, hvor vi bekæmper diskrimination,« siger han til Radioavisen. Helt så simpelt mener Peter Edelberg, der er lektor på Københavns Universitet og forsker i LGBT-historie i Skandinavien, dog ikke, at det er. I et interview med dr.dk peger han på, at det kommer an på, hvordan man definerer køn – også biologisk. Han lægger blandt andet vægt på, at der er nogle, der har en blanding af kønsorganer eller er interkønnede. Magnus Heunicke forsikrer over for dr.dk, at der bliver arbejdet på at bekæmpe diskrimination af folk, der er en del af LGBT-miljøet. Dagens korte 1. Lars Boje og Borgernes Parti er »snublende tæt« på at komme i Folketinget, skriver DR. I hvert fald hvis en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Epinion har lavet for public service-giganten og Altinget, står til troende. Her står Boje og co. til 1,8 procent af stemmerne, hvilket er tæt på den famøse spærregrænse på 2,0 procent. Det er dog værd at bemærke, at der er en statistisk usikkerhed på 0,7 procent. Til trods for, at der er lang tid til valget, kan Lars Boje være »godt tilfreds«, vurderer DRs politiske analytiker Jens Ringberg. »Den nye måling viser, at der er kendskab til det nye parti. Mange ved, hvem Boje er. Og nogle kan godt lide hans stil og de forslag, han har præsenteret,« siger han. 2. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil reformere de regionale tv-stationer og nedsætter i dag et nyt udvalg, skriver Ritzau. »Status quo er ikke en mulighed,« siger han til nyhedsbureauet. Da TV 2-regionerne rullede over skærmen for første gang, hørte folk musik fra cd og så film på VHS-bånd. Internettet var for de få, og ingen havde hørt om sociale medier. Jakob Engel-Schmidt ser derfor et behov for at gøre de regionale tv-stationer tidssvarende. Baggrunden for revideringen af de regionale tv-stationer er, at antallet af lokale medier falder drastisk. Dagens program Dagen i dag byder på et møde i Folketingets europaudvalg. På dagsordenen er blandt andet det kommende rådsmøde for udenrigsanliggender, landbrug og fiskeri. Derudover er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kaldt i samråd, hvor han blandt andet skal redegøre for, hvordan hans brug af privatfly siden regeringsdannelsen i 2022 harmonerer med regeringens egne retningslinjer. Det var alt for i dag. Tak for at læse med. https://www.berlingske.dk/politik/trump-slog-fast-at-der-kun-er-to-biologiske-koen-nu-deler-minister
Share on,